Vores stenkonservator har givet runestenen ved Aars Kirke en ordentlig overhaling.
Runestenen har stået ude i sol, regn og frost siden omkring år 1000 og var begyndt at vise tegn på nedbrydning. Her ser du, hvordan runestenen er blevet renset og konserveret - blandt andet ved at befri den for angreb af alger, lav og mos.
Vind og vejr har slidt runestenen
Slid og begroninger ses tydeligt på runestenen, og det var derfor på høje tid med en behandling for at standse nedbrydningen. Efterfølgende blev runestenen flyttet ind i kirken, da der ellers var risiko for, at regn og kulde kunne give frostsprængninger.

Afrensning med damp
Runestenen er angrebet alger, lav og mos, der afrenses med damp. Ved denne behandling løsnes snavs, alger og mos, da dampen kan komme godt ind i dybden, så lag af urenheder opløses.

Biologisk bekæmpelse
Efter en grundig rensning med damp, bliver runestenen pakket ind i papir, som er tilsat biocid - et bekæmpelsesmiddel som blandt andet dræber alger og lav.


Pakkes i køkkenfilm
Papiret med biocid bliver omsvøbt med køkkenfilm, for at få det til at blive siddende rundt om runestenen.

Latex trækker plantevækst af
Runestenen bliver penslet med latex, som binder sig til alger og anden plantevækst, så det kan fjernes uden at skulle bruge hårdhændede metoder. Når latexen er hærdet, kan den trækkes af som en hinde, og som det ses på fotoet, så tager den de sidste rester af plantebegroningen med.

Runestenen blev til sidst flyttet ind i kirken
Runestenen ved Aars Kirke var truet af skader og frostsprængninger, så derfor blev den efter rensning og konservering flyttet ind i kirken.

