Farvearkæologiske undersøgelser
Billedgalleri

Farvearkæologiske undersøgelser
Farve- og materialebrug i arkitekturen er afgørende for vores oplevelse og forståelse af den. En farvearkæologisk undersøgelse af en bygning kan afsløre farver, overfladebehandlinger og dekorationer, der har været en integreret del af en bygnings udtryk, som sidenhen er blevet malet over eller på anden måde dækket til.
Vi dokumenterer de oprindelige farver og maleteknikker
Nationalmuseet tilbyder farvearkæologiske undersøgelser af eksteriør og interiør for bygherrer og myndigheder forud for restaurering af fredede eller bevaringsværdige ejendomme. Formålet er at indsamle viden og dokumentation om en bygnings farveholdning og brug af maleteknikker gennem tiderne. Nationalmuseets konservatorer har gennem årtier indsamlet viden om den stilhistoriske og teknologihistoriske udvikling i den malede og dekorerede arkitektur. Vi løser opgaver i alle bygningstyper.
I forbindelse med farvearkæologiske undersøgelser kan der foretages materialeanalyser fra både interiører og eksteriører. Materialeanalyser indgår desuden i dateringen af de enkelte bygningsdele og kan bidrage til at bestemme, hvad der er originalt, og hvad der er senere tilføjelser.
Nationalmuseet løser opgaver for museer, kirker, slotte og herregårde, institutioner og private.
Bedre grundlag for beslutninger om restaurering
Et grundigt kendskab til bygningers historiske farvesætninger og øvrige materialehistorie, er med til at skabe et kvalificeret grundlag for de beslutninger, der skal træffes i forbindelse med et restaureringsprojekt. Det anbefales derfor at inddrage konservatorerne så tidligt som muligt i planlægningen. De anvendte undersøgelsesmetoder kan bl.a. omfatte kronologiske afdækninger af de historiske farvelag, udtagning af materiale til farvesnit samt bindemiddel- og pigmentanalyser. Alle undersøgelser afsluttes med en dokumentationsrapport inklusive oplæg til en kommende istandsættelse, rekonstruktion eller restaurering.




